GEOLOGI · UNESCO-VERDENSARV
Den gamle karst bag Phong Nha-Ke Bangs huler
Phong Nha-Ke Bang ligger midt i et af Asiens ældste karstlandskaber – kalksten, der gennem millioner af år er blevet opløst til et UNESCO-listet system, som stadig kortlægges den dag i dag.
Se ture til Phong Nha-hulerne på GetYourGuide ↗Kalksten blev opløst over millioner af år
Enhver grotte i Phong Nha-Ke Bang begynder med den samme langsomme kemi: regnvand opsamler kuldioxid, mens det falder, og siver gennem jorden, hvor det bliver let surt, for derefter at trænge ind i sprækker i kalkstensgrundfjeldet og opløse det, korn for korn, over ufatteligt lange tidsrum. Gentaget gennem millioner af år udhuler denne proces de gange, kamre og underjordiske floder, der i dag gennemsyrer nationalparken. Quang Binhs kalkstenskarst beskrives af geologer som blandt de ældste af sin slags i Asien, med formationer, der har været under dannelse og udvikling længe før selve grotterne tog form.
Et landskab, der stadig formes den dag i dag
De huler, som gæster vandrer eller sejler igennem, er kun det synlige resultat af en proces, der stadig er i gang. Underjordiske floder fortsætter med at udhule nye passager og udvide gamle, monsunoversvømmelser former med jævne mellemrum flodhulernes indgange som Phong Nha-hulen, og dryppende mineralrigt vand opbygger stadig drypstenene og stalagmitterne i sale som Paradise Cave, bit for bit, gennem århundreder. Geologer, der studerer parken, beskriver et karstsystem, der har gennemgået flere tydelige faser af hævning og erosion, hvilket har efterladt huler på forskellige niveauer i bjergene – nogle stadig aktive flodpassager, andre efterladt højt og tørt.
To UNESCO-listeringer, tyve år imellem
Phong Nha-Ke Bang blev første gang optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 2003, anerkendt for den enestående værdi af sit karstgeologiske landskab og sine hulesystemer. UNESCO udvidede listen i 2015, denne gang med henvisning til parkens biodiversitet og skovøkosystemer ud over den geologi, der oprindeligt sikrede titlen. Den todelte anerkendelse afspejler, hvad der gør parken usædvanlig: Det er ikke blot en samling af imponerende huler, men et af de mest intakte kalkstensskovøkosystemer, der er tilbage i Sydøstasien, hvor hulerne og livet ovenover behandles som ét sammenhængende system, der er værd at beskytte.
Hundredvis af huler, og flere bliver ved med at dukke op
Opdagelseshold, ledet primært af British Cave Research Association i samarbejde med vietnamesiske forskere siden begyndelsen af 1990'erne, har dokumenteret flere hundrede huler i nationalparken, og der findes stadig nye passager de fleste år. Phong Nha-hulen, Paradise-hulen, Dark Cave og Son Doong er blot de få, der tilfældigvis er berømte – enten for deres tilgængelighed eller deres enorme størrelse. Mange af de øvrige er uden navn, uden lys og besøges kun af kortlægningshold – en påmindelse om, at de huler, der er åbne for turister, er et nøje udvalgt udsnit af et langt større system, som stadig er ved at blive forstået.
En skov, der er lige så betydningsfuld som hulerne
Over jorden beskytter Phong Nha-Ke Bang en af de største tilbageværende blokke af primær kalkstensskov i Indokina, og det er denne skov – ikke kun hulerne under den – som UNESCO-udvidelsen i 2015 anerkendte. Parken huser flere primatarter, som ikke findes andre steder, herunder sjældne langurer, sammen med hundredvis af fuglearter og tusindvis af dokumenterede plantearter. Forskere har i de seneste årtier beskrevet nye arter for videnskaben her, et tegn på, hvor meget af parkens biodiversitet der stadig kortlægges. Hulerne tiltrækker de besøgende, men skoven over dem er efter alt at dømme lige så sjælden.